onsdag den 6. oktober 2010

Sanaa - Small house

Det japanske arkitektfirma Sanaa, har jeg før nævnt i et af mine indlæg, da jeg skrev omkring den bygning som de har tegnet til Dior på Omotesando. Sanaa har efterhånden tegnet mange offentlige kendte byggerier rundt i verdene, men et hus som de har tegnet til en familie her i Shibuya kvarteret i Tokyo ved man ikke så meget om. Jeg opsporede det første gang jeg var herover, men fandt aldrig smutvejen til at kunne komme til at se huset forfra dengang. Den smutvej satte jeg mig for at finde i dag og det lykkedes. 

Huset er bygget på en grund som kun er 60 kvm. stor og på hver etage er de forskellige funktioner placeret som kræves i et hus og det har gjort at for at disse funktioner skulle få nogle brugbare mål, så har det været med til at give husets udvendige skæve form. 
I den forhøjede kælder er der et soveværelse og et badeværelse for hele familien. På stueetagen er der et fællesrum som kan ombygges til et værelse til familiens datter. På første etage er der et køkken og en spisestue og så er der en tagterrasse på toppen af huset hvor der er en udsigt udover byen.  

Det med at få det maksimale ud af det lille grundmål har også gjort at konstruktionen i huset er meget spinkel og har et stålskelet modsat de fleste huse herover som har et træskelet. 
Huset har meget store vinduesarealer på fronten af huset og alle de billeder som jeg har set folk har taget af huset har gardinerne altid været trukket for vinduerne i hele huset. Det var de også i dag og jeg har kun opsporet et billede på nettet som giver et lille indkig ind i huset som jeg har vedlagt. 

Det er et meget kompakt lille hus som ligger meget op af den tendens der er herover at bygge i højden i stedet for i bredden som vi gør derhjemme. Rummeligt giver det nogle flere muligheder at bygge i højden og grunden man skal bruge behøves heller ikke at være så stor og dermed dyr. Folk er ihvertfald ikke bange for trapper herover i deres huse og de har heller ikke det samme bygningsreglement som vi har i Danmark, så de har lidt mere kreativ frihed herover. 
Sanaa huset er ved at se lidt slidt ud og det skyldes nok også at gardinerne i huset er trukket for så huset ser lidt forladt ud........selvom der holder en Porsche 911 ude foran huset. Det er nok heller ikke altid lige nemt at bo i et hus som er tegnet af nogle berømte arkitekter og der så hele tiden kommer arkitekter fra hele verdenen forbi og gerne vil fotografere huset. Huset har en arkitektur som jeg meget godt kan lide og den skæve form som er affødt af de indvendige pladskrav syntes jeg er løst meget godt arkitektonisk. Brugen af glas og metalplader på hele bygningskroppen giver også huset et mere luftigt og udadvendt udtryk......når gardinerne ikke er trukket for. 
Fronten af huset set fra den hemmelige sti.

Det eneste man i gaden kan se af huset.

Her fornemmes lidt hvor åben huset egentlig er.