Jens Martin: Sensing Nature

I dag har jeg brugt en del af dagen på at udforske kvarteret Roppongi som ikke er et område som jeg har været i før, men i dag blev jeg lokket dertil fordi jeg skulle se en udstilling som hedder "Sensing Nature" og den var i et museum der hedder Mori Art Museum.

Museet ligger på 53 etage i et større højhus kompleks. Det er nok det højest placerede museum jeg nogensinde har været på og der var da også muligheden for at få et helt fantastisk kig udover hele Tokyo.

Udstillingen havde som titel "Rethinking the Japanese Perception of Nature" og udstillingen bestod af flere værker af de tre japanske kunstnere Kuribayashi Takashi, Shinoda Taro og Yoshioka Tokujin. Jeg kendte Tokujin Yoshioka på forhånd fra flere installation og møbler som han har lavet og var spændt på at se nogle af de værker som havde med på udstillingen. Han arbejder med med at lave ting som visuelt ikke eksistere, men alligevel enten skaber rum eller form ved hjælp af nogle meget lette og transparente materialer. En meget delikat måde at arbejde med kunst eller design på og det påvirker ens sanser selvom det ikke er højtråbende.

Det første værk hed "Snow" og var af Yoshioka Tokujin og var et kæmpe akvarium fyldt med en kæmpe bunke fjer og indimellem var der nogle ventilatorer som pustede fjerene op i luften og de dalede flot ned som sne igen og det var faktisk ret fascinerende at stå og se på. Bare størrelsen af installationen var imponerende og smuk.

Toshioka Tokujin havde også udstillet nogle af de utrolig flotte bænke som han har lavet i glas og den længste bænk han udstillede skulle være verdens største stykke optiske glas.

Det næste værk var tre kæmpe store videoinstallationer af Shinoda Taro og de var meget interessante og sidde at se på og det var nogle installationer hvor man så kontrasten imellem det menneskeskabte og naturen og det var filmet virkelig flot. Man kunne i alle hans videoklip se noget menneskeskabt i naturen eller omvendt og det virkede ret godt og det var med til at hans værker nok var dem der ramte udstillignes titel bedst at sætter mennesket i relief på den måde. Der fulgte også det samme stykke musik til alle videoinstallationerne som havde en trancevirkende effekt på en. Man kan se en af hans installationer fra udstillingen på hans hjemmeside.

Han havde også et andet værk som var meget anderledes end hans videoinstallationer og var en hvid klippe hvor der rendte noget rød væske nedover og ud på en stor hvid flade. Det var vist noget med at den skulle illustrere den gamle opfattelse om at jorden er flad og så havde han bundet det sammen med at den røde væske var blod som på et tidspunkt løber udover kanten på jorden og så dør man.

Værket herefter var af Shinoda Taro og var et stort rundt kar som var omkring en søjle. Vandet i karet var en hvid væske, så man opfattede den ikke som flydende, men i loftet hang der en masse vandflasker som indimellem sendte dråber ned og man kunne pludselig se ringe i overfladen i karet. Meget enkelt værk der selvfølgelig bl.a. skal få en til at tænke på regndråber og ringe i vandet.

Kuribayashi Takashi havde et værk herefter som rummeligt var ret spændende da det indskrænkede ens rum man færdes på ved at have en kæmpe flade spændt ud i hele det rum som installationen var i. Man kunne ikke se hvad det aller først skulle forstille, men der var nogle få huller visse steder som man næsten skulle helt ned på knæ for at når frem til og når man stak hovedet op var der et helt hvidt terræn med hvide træstammer på. Spændende idé med at opleve hvordan ens omgivelser indskrænkes og så pludselig få en helt anden rummelig opfattelse når man kommer igennem til overfladen.

Den sidste installation var også af Kuribayashi Takashi og hed "Inseln 2010" og var et kæmpe bjerg af jord hvor der på toppen dukkede en lille ø frem over den overflade som var lagt indover jordbjerget. Det skulle selvfølgelig vise at der gemmer sig mere under overfladen på nogle ting.

Alt i alt syntes jeg udstillingen var rigtig god og meget japansk i sin stil og jeg kunne se flere referencer til den enkle og simple måde som japansk design og arkitektur også er. Igen var det ikke de store virkemidler som var brugt eller noget særlig dramatisk, men igen er det vigtigheden i arbejdet med detaljen som slår igennem og det er lidt sjovt at se at det også er gældende i kunsten herover.