mandag den 13. september 2010

Za-Koenji Public Theatre

I dag har jeg været ude at se på den japanske arkitekt Toyo Ito´s Za-Koenji Public Theatre bygning et stykke her fra Shinjuku hvor jeg bor. Jeg kender bygningen fra nettet hvor jeg primært har hæftet mig ved et specielt gulv i byggeriet som jeg altid har været lidt spændt på at finde ud af hvordan det egentlig er lavet. Bygningen blev færdig i 2009, så nu var det på tide at jeg fik set bygningen.

Allerede fra toget ligger man hurtigt mærke til bygningen, da den har en lidt speciel udformning og farve. Den minder lidt om en brun kage hvor man med en ske har skåret flere bidder ned i toppen af kagen. Arkitektens oprindelige idé med udformingen skulle vist nærmere være at den skulle minde om et telt, og det kan da også ses. 
Bygningen er malet brun på både facader og taget og så har bygningen en utrolig masse runde huller som spiller en vigtig rolle indvendigt i bygningen fandt jeg ud af. Ude fra falder de runde huller sammen med facaden, men indvendigt træder de meget mere markant frem. 
Når man går rundt i kvarteret hvor bygningen ligger kan man se ind til nogle få steder, men ellers ligger den skærmet fra mange sider og bygningen er svær at komme til at se oppefra. Den virker derfor ikke dominerende selvom dens formsprog er lidt specielt og det hænger nok til dels sammen med den brune farve som er med til at "dæmpe" bygningen. 

Når man kommer indenfor i bygningen fanger gulvet hurtigt ens øje og den flotte dybe røde farve som er på væggene og på den store trappe i det nederste venstre hjørne i foyeen. De mange runde huller som man kunne se udvendigt på facaden og taget lyser indenfor op og virker som en masse spots. Disse runde "spots" er også placeret på trappen for at skabe en sammenhæng i rummet. Når jeg gik rundt i de offentlige dele af byggeriet kom jeg også op til en café, hvor man rigtig kunne fornemme de nedskæringer som der er i taget og der var brugt en mere ru rødlige puds på hele loftet som nok bl.a. har en akustisk effekt. Trappen var også flot udført i nogle rød-bejdset træplader. 
Der var også andre flotte detaljer rundt i byggeriet hvor man f.eks. kunne se nogle flotte betonflader i kælderen og omkring et andet trappeelement ude ved facaden. Indretningen var okay udført og der var ikke brugt særlig mange møbler andet end i caféen og så var der i kælderen også nogle specialelavede møbler som var interessante. Dezeen har på deres blog en god artikel omkring byggeriet med nogle flere billeder af byggeriet som jeg ikke lige kunne komme til at tage.

Gulvet var dog det som jeg beskæftigede mig mest med og jeg begyndte hurtigt at prøve at regne ud hvordan det var lavet. Hjemmefra troede jeg at det var en form for behandling af gulvet det havde givet alle de runde cirkler, men efter at have gået rundt lidt og studeret dem lidt, fandt jeg ud af at det ikke var tilfældet. Det som jeg fandt frem til var at nogle af hullerne i taget og facaden var med til at danne nogle af cirklerne på gulvet. Det specielt udformede tag, som virkede som noget der var skæret væk med en ske, har bl.a. det formål at det er med til at sende lyset ned i cafeen og ned på gulvet i foyeen sammen med hullerne i facaden. Man kunne ikke se ud igenne hullerne i facaden eller taget, så om det var naturligt lys eller kunstigt der var i hullerne er jeg lidt i tvivl om. Måske en kombination og måske virker de lidt som nogle prismer. Der var også enkelte spots i loftet og så alle spotsene på trappen som var med til at gøre mønstret jævnt og om aftenen må der også være lys i de huller i facaden og taget for at effekten stadig virker. Rimelig genialt fundet på og igen et smukt bevist på hvor få virkemidler japanske arkitekter indimellem bruger for at opnå en hidtil uset visuel detalje der gør hele byggeriet interessant og værd at opleve.


2 kommentarer:

Anonymous torbsDK sagde ...

Skal du ikke besøge Asahi Super Cold bar i Ginza. Køerne for at købe en øl er op til 2-3 timer - hver dag!Så kan du jo få øvet dit japo med nogle af de lokale :)

13. september 2010 kl. 10.43  
Blogger Jens Martin Højrup sagde ...

Jeg er gået forbi den bar flere gange i Ginza, men mangler endnu at besøge den. Der er altid en lang kø udenfor og man kan altid følge med udenfor i hvor kold øllen er som de servere. Sidst jeg gik forbi var øllen på -2 grader! Det kan man da kalde en frisk øl og den vil helt sikkert køle en ned når der er omkring +33 grader udenfor! ;-)

14. september 2010 kl. 01.03  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start