søndag den 12. september 2010

Kentaro Ataken

Igår aftes var jeg blevet inviteret til en åbning af en udstilling omkring en ung japansk arkitekt som hedder Kentaro Ataken. Udstilingen blev afholdt i Ozone Design Center som optager 6 etager inde den bygning som tilfældigvis også huser mit ynglingshotel Park Hyatt Tokyo. Hotellet er kendt fra den amerikanske film Lost in Translation og jeg har boet på hotellet et par gange før og skal også gøre det på denne her tur.

Ozone Design Center er en blanding af en stor designbutik som hedder Conran Shop og så en masse små showrooms for diverse møbelproducenter, nogle caféer og så kan man også få råd om sin indretning visse steder. På den øverste etage i Ozone Design Center er der et udstillingsområde hvor der er skiftende udstillinger i. Jeg så i sidste uge en anden spænende udstilling der som jeg indenfor de næste par dage vil skrive noget mere om her, men igår var der opstillet en ny udstilling med den japanske arkitekt Kentaro Ataken. Jeg var igen blevet inviteret af de to japanske arkitekter som også inviterede mig til butiksåbningen i Ginza.

Jeg kendte ikke Kentaro Ataken i forvejen og det er heller ikke en stor tegnestue som han har, men de projekter han laver er yderst interessante. Han har den kendte enkle og minimalistiske moderne japanske stil i hans projekter. Han skære ind til benet og bruger nogle ret spændende effekter i hans byggerier som jeg ikke lige har set så mange bruge før. Hans brug af f.eks. bemalede vægge som fader væk ned imod gulvet og hans brug af spejle som indimellem fik hans vægge til at fremstå som grafiske billeder var ret flot at se. 
Han har fået opført flere byggerier og var igang med et par nye på hans tegnestue og de var alle vist på udstillingen. Udstillingen var meget enkel og informativ og man kunne se alt fra arbejdsmodeller til fotografier af de færdige projekter. Der var også nogle forskellige materialeprøver på nogle af de effekter som Kentaro Ataken indimellem bruger i hans projekter og nogle visuelle forsøgsmodeller som var yderst interessant udført. 

Det var en meget inspirerende udstilling og igen møde endnu en af de mange unge arkitekter og designere som jeg allerede har mødt her i Tokyo som er yderst talentfulde og fyldt med nye idéer. Der er en konsekvens og leg i deres idéer som jeg savner i størsteparten af den arkitektur og design vi ser i vesten lige for tiden. Japanere er mestre i at løse detaljer og komme på simple idéer som beviser at man ikke behøves at være så påtrængende for at lave noget genialt. Japanere skærer ind til benet af hvad arkitektur og design handler om og gør det så ikonisk at se på, at selv det mest moderne computerstyrede arkitektur fra vesten virker ligegyldige og som overpyntede bryllupskager. Det er netop det her som jeg er kommet herover for at finde frem til og forstå hvorfor japanere er så gode til at gøre netop dette. Jeg har allerede nu fået flere invitationer fra unge arkitekter som vil mødes med mig her i Tokyo og jeg ser frem til at snakke noget mere med dem og blive lidt klogere.  

Herunder er der vist nogle billeder fra to af Kentaro Ataken´s opførte byggerier.


0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start