Jens Martin: Moriyama House

Det er ikke altid nemt at finde mange af de bygninger som jeg gerne vil se og især boliger er rigtig svære at finde fordi der ofte aldrig følger en adresse med hvor man ser byggeriet, så det kræver lidt et detektivarbejde indimellem at finde husene. Oftes er det helt umuligt da det kræver at ma skal gå et kæmpe stort område igennem og man ved ikke hvor man skal starte eller slutte. Idag hjalp det heller ikke lige at jeg havde min nord, syd. øst, vest koordinering på plads så jeg gik imod syd og øst hvor jeg skulle have gået imod nord og vest, men det fandt jeg da ud af efter at jeg ikke kunne få mine oplysninger til at passe med det som jeg så. Man kan hurtig miste orienteringen herover fordi alt er så tæt og hvis man kommer fra undergrunden, så har man ofte mistet ens retningssans fordi opgangene ofte drejer på vejen op imod overfladen.

Jeg var idag på jagt efter et byggeri af en af SANAA arkitekternes soloprojekter fra 2005. Det er den japanske arkitekt Ryue Nishizawa som står bag det og bygningen er lavet til en kunde som ønskede at fragmentere boligens forskellige funktioner op i 10 små huse. Ejeren har ved denne opdeling også opnået nogle enheder som han kan leje ud og derved tjene penge ind til at tilbagebetale det lån som han tog for at bygge boligen og når det er sket vil han overtage hele byggeriet for sig selv.

En anden grund hvorfor Rye Nishizawa opdelte også den 290 kvadratmeter i de små huse for bedre at kunne passe ind i den skala som de omkringliggende boliger har. Noget som man tydeligt fornemmer når man ser bygningen og den virker ikke anmassende eller stor pga. sit meget hvide og skarpe ydre som helt klart skiller sig ud fra resten af husene i kvarteret. Opholdende imellem husene og de forskellige højder på husene løser den problematik rigtig flot.

Opdelingen i de mange så hvide huse i forskellige højder gør også at boligen virker som en lille by for sig selv hvor man færdes på små smalle stier imellem husene og der er også indlagt terrasser på nogle af husene hvor man kan sidde og nyde vejret. Selve idéen med at splitte alle boligens funktioner op i selvstændige enheder er ret radikal og især en funktion som badeværelset har sit eget hus, så der er man nødt til at gå udenfor for at bruge det ligegodt hvilket vejr som er udenfor. Der er også et stort vindue i det hus, så man kan se ind i badeværelset udefra. Ikke særlig privat og man er ihvertfald altid meget opmærksom på omgivelserne udenfor når man er indenfor i huset kan jeg næsten tænke mig til, for der er store vinduer lige ud til to gader som danner det hjørne som huset ligger på. Det er nok også den eneste anke som jeg har imod byggeriet at det visse steder er meget åbent, men hvis dem som bor i boligen ikke har noget imod det, så er det jo ikke et problem. Gardinerne er dog rykket for i gadeplan hele tiden fordi man kan se lige ind i mange af de små huse fordi vinduerne er så store. Det er selvfølgelig også fristende at kigge ind i huset udefra når man går forbi det når det er så åbent.

Arkitektonisk syntes jeg det fragmenterede udseende er virkelig flot og de rum som opstår imellem de forskellige huse er rigtig gode. Det er meget radikalt at man skal udenfor til nogle af de vigtige funktioner i huset og det er nok ikke noget som man normalt ville gøre i en hverdagsbolig, men mere i et fritidshus. Hvis huset lå på en større grund og ikke i så tæt et boligområde vil det nok heller ikke virke så slemt. Selve den hvide, tynde (kun 6 centimeter tykke vægge!!!) og stramme kasse-look som boligen har, får det næsten til at virke som en papmodel og det er egentlig en meget interessant effekt.

Facaderne på de forskellige små huse er også rigtig flot løst selvom nogle af vinduerne virker lidt for åbne til at være så store i gadeniveau, men isoleret set er alt placeret rigtigt.

Boligen er helt sikkert meget personlig og det skal man også huske på i sin kritik, men det er også en ret vigtig detalje at boligen er så personlig, for så ender vi ikke allesammen med at bo på den samme måde. Vi er altså mere forskellig end folk lige går og tror og vi ender da først med at blive ens når vi bor ligesom alle andre. Alt ender med at blive så ens når ingen tør prøve noget nyt. Det har selvfølgelig også noget med mod at gøre og når det drejer sig om penge, så har folk det med at blive konservative og sikre når pengene endelig skal bruges. Man skal turde satse for mange gange får man en større gevinst ud af det i længden.