Sapporo by

Sapporo ligger som tidligere nævnt på øen Hokkaido og er japans femte største by. Byen ligger i meget naturskønne omgivelser som man også hører folk fra Sapporo tale om hele tiden. Byen føles på en måde meget skandinavisk ved at der er mange grønne områder og parker i forbindelsen med byen og klimaet minder også meget om det vi har i skandinavien. 

Byen skiller sig en lille smule ud fra alle de andre store byer jeg har set herover ved at stort set alle bygninger har flade tager. Det har de pga. at om vinteren så kommer der op til flere meter sne på Hokkaido og mange steder på øen er der nogle rigtig gode skisportssteder. Der afholdes også en snefestival som hedder Sapporo Snow Festival og den har over 2 milloner besøgende hvert år! Festivallen afholdes i Odori Park som er en central placeret park i byen som ligger i centrum af byen og er omgivet af nogle af de store centrale veje og indkøbsområder i byen. Odori Park er kendt for det tv tårn som minder lidt om en mindre udgave af Eiffeltårnet i Paris. Det er bare en pæn del lavere og det minder samtidig også om Tokyo Tower som faktisk er højere end Eiffeltårnet i Paris. 

Det med at ting minder lidt om hinanden har også noget med at gøre at mange byer herover minder om hinanden. Forskellen på hvordan Fukuoka og Sapporo ser ud og fungere er meget tæt på at være det samme. Udseendesmæssigt ligner de hinanden meget stilmæssigt. De er begge kompakte og består af bygninger som ikke er særlig høje og byen dækker derfor en stor flade. Den manglende højde på bygningerne gør at man ikke føler at skalaen i byen er sprængt i stykker som i New York hvor man føler lidt at man går nede i et hul indimellem. Man kan orientere sig nemt og gadestrukturen i Sapporo er bygget op på samme måde som i New York med et gridsystem, hvor man kan gå og tælle gaderne for at finde frem til hvor man skal hen. Det er nok også den mest markante forskel jeg har oplevet i en japansk by herover for ellers er byerne herover meget rodede at finde rundt i og gaderne ligger flettet ind i hinanden så man indimellem kan miste orienteringen lidt. 

Der kan som i mange andre byer herover gøres en masse sjove opdagelser af specielle bygninger og detaljer som gør det interessant og gå og kigge i gaderne og der sker både noget nede i gadeniveau og oppe i højderne, så det er med at holde øjnene åbne. I Sapporo fandt jeg også en masse anderledes ting som jeg også har vist lidt her i dette indlæg.

Sapporo og øen Hokkaido er også kendt for sin gode mad fordi er kendt for sit landbrug og fiskeri. Så jeg har lige siden mit ophold i Fukuoka fået at vide at jeg skulle glæde mig til at smage maden deroppe. Folk fra Sapporo nævner det også hele tiden over for en at tingene er helt specielle deroppe, men nu er standarden i Japan virkelig høj på alle fødevareområder, så det er virkelig nede i feinsmecker niveau at man kan smage forskellen. Den mest markante forskel ligger i priserne som er billigere der end her i f.eks. Tokyo. 

Det område hvor jeg nyder mest japansk mad er alt deres fisk og det fik jeg også rig mulighed for at smage deroppe og jeg besøgte også et fiskemarked hvor man kunne købe alle mulige forskellige former for fisk og andre underlige ting fra havet. Det var et marked som lå i nogle gamle bygninger og man kunne både gå rundt indenfor og udenfor og se på en masse små forretninger som solgte alt der havde noget med fisk at gøre. Hokkaido er f.eks. kendt for deres krabber og dem ser man mange steder i gadebilledet og på restauranterne. Disse krabber er kæmpe store og man kan både købe dem i død eller levende tilstand på markedet. Det er ikke små strandkants-krabbar som vi er vant til at se i Danmark. Krabber smager også rigtig godt har jeg fundet ud af. 

Nej, det er ikke Paris, men derimod Odori Park.

Hvordan man kom op i det Pariserhjul fandt jeg aldrig ud af.

Der er selvfølgelig også store brede gader og lysskilte i byen.

En bygning som man ikke lige ser hver dag. 

Så kan en bygning vist ikke blive meget smallere!

Store krabber på bygninger ses flere steder i Sapporo.

Fiskemarkedet med vejarbejde foran.

Fiskene vises både frem indenfor og udenfor.

Døde røde/orange krabber og nogle store laks.

Ja, tak. Jeg vil gerne have en stor levende krabbe med hjem.

Jeg ved ikke helt hvad det er, men lækkert ser det ikke ud!

Sapporo Dome

Lige overfor hvor jeg boede i Sapporo lå Sapporo Dome som er tegnet af den japanske arkitekt Hiroshi Hara i 2001. Bygningen har et meget futuristisk udseende med sin blanke metalkrop og jeg allerede mærke til den fra toppen af skihopbakken lidt udenfor Sapporo. 

Da bygningen lå lige foran hvor jeg boede var der rig mulighed for at se nærmere på den og det er helt klart den flotteste dome som jeg har set her i Japan. Selvom den har en meget speciel udformning, så flyder den på en måde ind i omgivelserne. Det er især sket ved den behandling af det omgivende areal omkring domen. Fra ankomsts siden er der et større kompleks af betonbroer som skal fører folk til og fra domen og det er meget flot udført og indimellem er der lagt nogle terrasser med nogle store træbjælker for at bryde betonens kolde udtryk. Det er især på bagsiden af domen hvor bygningen virkelig fungere ret godt med terrænet. Domen har den fikse detalje at den både kan huse baseball og fodbold, så fodboldbanen kan køres ud at domen og ind igen når der skal spilles fodbold. Der er gjort plads til fodboldbanen i en oval fordybning i terrænet, så man kan stå og se ned på den. Arealet omkring denne fordybning virkede som en park og det var med til at aktivere området selvom der ikke lige var nogle aktiviteter i domen. 

Selve arkitekturen på domen kan jeg meget godt lide. Domen virker ikke tung som mange andre domes herover. Hiroshi Hara har fået den til at virke let ved at lave et glasbånd i hele vejen rundt i bunden af bygningen, så toppen af domen virker svævende. Selve den organisk udformede top på domen for den heller ikke til at virke som bombastisk og der sker noget på bygningen hele vejen rundt. Forsiden og bagsiden er meget forskellige hvilket er godt for så stor en bygning, så den ikke virker monotom. 

Igen er det som altid herover i Japan, veludført håndværk hele vejen rundt om bygningen og samlinger og detaljer er flot udført. Materialeholdningen med den blanke metalkrop virkede elegant og vil især om vinteren tro at den står flottest når der er sne omkring hele bygningen.

Selve dome-konceptet kan jeg også meget godt lide i forhold til den stadion opfattelse som vi har hjemme i Danmark. Det har sine fordele at have en stor overdækket arena, når man tænker på det dårlige vejr som der indimellem er hjemme i Danmark. Det virker lidt som en forstørret multiarena som der stadig bliver snakket om mange steder i Danmark og få nogle få og små bliver opført i f.eks. Herning. Muligheden for store stadionkoncerter med bedre lyd og forskellige sportsaktiviteter året rundt er også til stede i den form for bygninger. 

Arkitektonisk er der også flere muligheder i dome idéen, da et stadion stort set altid ligner en badering eller et badekar. Bare det at et stadion skal have et tag giver nogle helt andre arkitektonisk udfordringer som kan give noget mere interessant arkitektur i vores byer. 

Forsiden af Domen hvor flest mennesker ankommer til.

Bagsiden af domen med den mobile fodboldbane foran.

Den ovale fordybning omkring den mobile fodboldbane.

Flot udført inddækning omkring det store vindue på bagsiden af domen.

Kontrasten imellem den organiske dome og betonen.

Glasset i bunden af domen får den til at virke svævende.

Jeg boede over i den hvide boligblok.

Tur til Hokkaido - del 2

Efter at Aya og jeg havde været ude at se den flotte park i nærheden af Sapporo kørte vi ind imod byen og en skihopbakke som blev lavet til vinter OL i 1972 som blev afholdt i Sapporo. Det var både en god mulighed for at få set sådan en skihopbakke for første gang og så også komme op i højden og få en udsigt udover Sapporo og se hvor stor byen er. 

Da vi nåede op til skihopbakken var der skihoppere igang med at hoppe på bakken selvom der ikke var kommet noget sne endnu. Jeg troede ikke at man kunne gøre det uden sne, men der var lagt kunstgræs ud som blev hældt over med vand og det var åbenbart nok til at man kunne hoppe. Det var det japanske skihop-landshold som var igang med at træne og det var virkelig vildt at se på dem hoppe! Når man kun er vandt til at se skihop nytårsmorgen med tømmermænd fra Garmisch Partenkirchen, så kan man ikke helt fornemme hvor stejl og langt de egentlig hopper, men det er virkelig stejlt og langt!

For at komme op til toppen af skihopbakken skulle vi med en kabellift op til toppen af bakken hvor der var en udkigspost for enden af skihopbakken, så vi kunne komme til at se udover bakken oppefra og få et kig udover byen. Det var også første gang for mig i en kabellift, da jeg ikke lige er det store vintersportsmenneske. Jeg kan højst svinge mig op til at kører på kælk ;-) Opad bakken virkkede det ikke så slemt at blive trukket hele vejen op til toppen og det lykkedes også at hoppe af liften på en rimelig elegant måde.

Oppe fra toppen var der en helt fantastisk flot udover Sapporo og den kan kun fornemmest på de videoer som jeg tog deroppe fra, men jeg har vedlagt nogle billeder hvor man kan fornemme hvor stor byen Sapporo er. Den er virkelig stor og det skyldes især at den ikke har særlig mange høje bygninger, men mange mindre og lave bygninger, så fladen byen fylder er virkelig stor når den skal rumme over 2 millioner mennesker. Naturen ligger også omkring hele byen med nogle bjerge der er langt over 2000 meter høje. Naturen er også blevet flettet ind i byen på en meget flot måde, så der ligger mange grønne arealer  med parker og der går også flere smeltevandsfloder igennem byen. 

Vi fik også rig mulighed for at stå og se på hvordan skihopperne hoppede ud oppe fra toppen af bakken og se hvordan de frygtløst kaster sig ned af bakken og ud i noget der nærmest ligner en afgrund. Når de er hoppet udover bakken forsvinder de et kort øjeblik pga. den bue som bakken slår nede i bunden og de dukker først op igen når man kan se at de er landet. Da vi skulle ned af bakken igen i kabelliften oplevede vi hvordan de susede forbi os i luften når de hoppede og hvor høj en hastighed de sprang med. Jeg må indrømme at skihop aldrig har imponeret mig særlig meget, men når man ser det live er det ret fantastisk og det er nok en sportsgren der først giver mening når man ser den live. 

Turen ned i kabelliften var en del mere spændende end opad, da man nedad virkelig fornemmede hvor stejl bakken var og at man bare hang og dinglede i luften i et tyndt kabel og det kildede da også lidt i maven på vej ned, men det var en stor oplevelse at opleve den skihopbakke.

Der er pænt langt op til toppen fra bunden.

På vej op i kabelliften var ikke så slem som nedad.

Utrolig flot udsigt nedover bunden af bakken og MEGA stejl!

Skihopper gør sig klar til at springe.......

..........and liftoff! Uuuuuuuuiiiiiiiiieeeeeee....

Sapporo Dome hvor vi boede lige ved siden af.

Et kig ned imod byens centrale park Odori Park.

Et af de mange høje bjerge som ligger omkring Sapporo.

Så skal turen ned med liften til at igang snart....

Lidt mere interessant følelse nedad, men flot.

På vej nedad blev liften overhalet af en skihopper.

Touchdown! 

Tur til Hokkaido - del 1

Den 20 September rejste jeg 6 dage til Hokkaido som er japans nordligste ø og er kendt for at være meget naturskøn. Det var et tiltrængt afbræk fra alt den trafik og mylder af mennesker som er her i Tokyo og jeg fik rig lejlighed for at opleve naturen og mange andre spændende ting. Jeg vil ligge ud med at fortælle om den natur som jeg kom i kontakt med i de første to dage i mit ophold. 

Jeg rejste fra Tokyo først på dagen med en af de meget besøgte flyruter som er rundt her i Japan. Der er flyruter til de fleste steder i Japan og især de mange ø´er som Japan også har. Flyveturen til Hokkaido tager 1 time og 30 minutter med en Jumbojet som var proppet med mennesker. I lufthavnen så jeg en anden gul jumbojet som var udsmykket med figurer fra mangategneserien Pokemon. Man er virkelig aldrig i tvivl om at man er i Japan lige godt hvor man færdes med den måde de bruger ting på fra deres kultur. 

Da jeg ankom til Hokkaido var det noget af et vejrskift som jeg blev udsat for. Jeg rejste fra Tokyo i over 30 graders varme og på Hokkaido sneg temperaturen højst op på 18 grader! Om aftenen var der under 10 grader. Kuldechok! Jeg præsterede selvfølgelig også at blive forkølet pga. det og vejret i Japan har siden da også skiftet til nogle lidt mere humane temperaturer end dem jeg har oplevet det første stykke tid herover. 

I lufthavnen blev jeg hentet af min ven Aya Yoshimoto og vi kørte direkte til et Onsen som er en japansk udgave af et kurbad. Det lå i bjergene et stykke fra lufthavnen og nogle af badene lå udenfor og indeholdte det mest lækre varme vand. Så den stod på at gå i bad det meste af tiden vi opholdt os der og ellers bare gå rundt i afslappet japansk tøj (vesterlændige ser tåbelige ud i sådan et outfit!) og spiste en masse fantastisk mad fra Hokkaido i den restaurant som var på kurbadet. Det var begyndt at regne da vi ankom til hotellet og det mindede næsten lidt om et dansk efterår, men det var helt fantastisk at gå udenfor i regnen og bare sidde i det varme vand og slappe helt af og lytte til naturen.

Næste dag tjekkede vi ud fra hotellet i en ufattelig ren tilstand og så begik os ud på en mindre gåtur i de omgivelser som lå omkring hvor kurbadet lå. Kurbadet lå ned til en af japans dybeste søer som var omgivet af nogle meget høje bjerge og en aktiv vulkan. Virkelig flot udsigt selvom vejret var lidt gråt i det. 

Efter vores lille gåtur tog vi bilen og kørte til en berømt kløft i en skov som var fuldstændig pakket ind i et tykt lag mos. I Japan anses mos som noget af det mest eksklusive man kan have i ens have og i Danmark er det noget af det som man hader allermest at have i ens græsplæne. Lidt sjovt. Kløften viste sig at ligge i et område hvor der levede en masse vilde bjørne og de var især aktive lige på det tidspunkt vi var der. Det gjorde turen hen til kløften en hel del mere spændende end jeg lige havde regnet med og alle de historier om angreb fra bjørne som Aya gik og fortalte gjorde det bestemt ikke bedre ;-) Vi nåede helskindet frem til kløften og den var utrolig smuk, men man kan desværre ikke fornemme det for godt på billeder. Efter at vi havde set kløften og også overlevede tilbageturen til bilen, kørte vi videre op i bjergene og ind imod Sapporo som er japans femte største by på over 2 millioner indbyggere. 

Inden vi nåede frem til Sapporo så vi en meget flot park som lå i nogle af de mange bjerge som omgiver byen. En rigtig flot køretur i bil og det mindende på en måde lidt som at kører rundt i alperne nede syd på i Europa. Selve parken indeholdt en masse flot natur med nogle flotte vandløb og især et naturligt vandfald på over 20 meter højt var en oplevelse at se. Det vandfald var meget betagende at stå og se og hører på og jeg stod og kiggede på det i lang tid imens en flok ivrige japanske foto - pensionister stillede deres meget dyre fotoudstyr op for også at fotografere vandfaldet. Efter at have fået en masse frisk bjergluft i lungerne og nydt naturen i parken begav vi hos ind imod Sapporo.

Slut på første del.

En gul Pokemon jumbojet. Det ser man kun i Japan!

Vores Onsen.

Den store sø som lå tæt på Onsen og man kan se vulkanen.

Et blik tilbage imod det sted hvor vores Onsen lå.

Skiltet som man ikke gider se når man går en tur i naturen!

Den flotte mos-beklædte kløft.

Nogle flotte mos-beklædte sten.

Billede fra den flotte park vi besøgte.

Et af de vandløb som løb igennem parken.

Det rigtig flotte vandfald.

Japanske pensionister igang med at fotografere vandfaldet.

Japansk musik

Endnu et område hvor Japan skiller sig markant ud fra vesten er ved deres musik. Det er verdens anden største musikmarked efter USA og det er egentlig ikke fordi musikken er så anderledes igen fra det vi hører i vesten. Der er utrolig mange sangere og bands herover og det er nok den store sprogbarriere som gør at vi aldrig hører om det i vesten og så er der nok også nogle andre punkter som gør at det ikke har de store chancer i vesten. Herover er udviklingen nok foran os i vesten for mange pladebutikker lukker herover pga. af ulovlig musikkopiering og folk køber alt deres musik på nettet. Den kæmpe store HMV i Shibuya er f.eks. lukket siden jeg var herover sidste år hvilket er en sørgelig udvikling efter min mening.

Japansk musik har lige så mange musikgenre som vi er vant til, men mest kendt og populær herover er nok J-pop. Det er en pop genre som henvender sig til et bredt publikum, men det er især de helt unge der lytter til det og det er alt fra solister til grupper indenfor genren. 

De har et modstykke til alle de solister som vi kender i vesten

Girlbands og boybands er stadig vældig populære herover hvor det efterhånden er helt uddød i vesten. Et af de største japanske girlbands herover er nok AKB48 som er et koncept girlband som er specielt udviklet til Utako´s (nørder). Pigerne i gruppen er fra 14 - 24 år gammel og holder til i et teater i bydelen Akihabara hvor alle computer og manga-nørderne holder til. Der er stort set en pige til enhver smag og nogle af dem er da også rigtig søde. Deres fans går enormt meget op i dem og man kan købe de mest vanvittige merchandise med dem og de reklamere også for alle mulige ting og sager.  De optræder stort set hver aften i deres teater og hele AKB48 består af 48 medlemmer som er inddelt i tre teams og diverse sideprojekter. Jeg håber at jeg kan komme til at opleve en koncert med dem herover for jeg tror at det vil være mega sjovt. 

Deres store hit som har hittet rigtig meget herover sommeren er "Heavy Rotation" som bliver spillet ret ofte alle steder. 

Lige for tiden er den største overrakselse herover at det sydkoreanske girlband Girls Generation med der hit "Genie" er røget helt til tops på hitlisterne herover. De er lige en tand ældre end AKB48 og det kan man både se at hører at de er det ældre. Nummeret er også iørefaldende pop og virker mere vestligt i sin opbygning end meget af det andet J-pop musik herover.


Boybandsene herover lyder virkelig dårlige efter min mening, så dem beskæftiger jeg mig slet ikke med. Indimellem ser de ud som noget der er taget ud fra en manga tegneserie, hvilket dog kan være underholdende nok i sig selv.
Japansk musik kan både virke meget melankolsk eller mega-hyber-glad og det er nok der vi står af i vesten. Der findes dog musikgenre hvor japanere kan lave rigtig god musik efter min mening og det er indenfor DJ eller de elektroniske musikgenre. Dem kommer jeg ind på et andet tidspunkt. Hitlisten ser nogenlunde sådan ud lige for tiden herover:

Japanske biler

Jeg har før skrevet om de japanske Kei-cars, men der findes også utrolig mange andre japanske biler som vi aldrig ser i vesten. Jeg fotografere nogle af dem som jeg syntes er interessante eller sjove. 

Nissan Figaro er en retro model som blev lavet i slutningen af 1989 og kom på et tidspunkt hvor Nissan lavede en masse specielle bilmodeller ud fra retro konceptet. Figaro er en af de mere gennemførte og liver meget op i gadebilledet når man ser den. En af de bedste bilmodeller som var med til at sætte retro-bølgen igang i starten af 90´erne, hvor VW New Beetle også kom ud. Dog i en noget mere uheldig udgave. Figaro er produceret i 20.000 eksemplarer, så man ser den rimelig tit herover.

Den næste bil er en Suzuki Twin som kom i starten af 2003 og er en hybrid udgave af en Kei-car. Den kører både på benzin og strøm. Bilen er ikke særlig stor og er kun til to mennesker og den minder mest af alt om en Playmobil legetøjsbil. Meget nuttet lille bil som man ikke ser så tit herover. 

Her i Japan er der et meget underligt bilmærke som hedder Mitsuoka og de laver nogle meget mystiske ombygninger af eksisterende japanske bilmodeller, så de får et retro look og kommer til at minde om gamle engelske bilmærker som Jaguar. Det er desværre kun lykkedes mig at fotografere en af deres bilmodeller selvom det ikke er deres mest hæslige model. Det er en ombygget Honda Accord og det er de ikke sluppet alt for heldigt fra. Den hedder Mitsuoka Nouera.

Den sidste japanske bilmodel er en bil som man enten hader eller elsker. Den hedder Nissan Cube og skiller sig ud ved at den har en forskellig højre og venstre side på bilen. Bagruden er udformet, så man inde fra bilen ikke får en blind vinkel som normalt opstår ved C-søjlen bag i en bil. Genialt godt tænkt og som designfeature syntes jeg at det er lykkedes meget godt at integrere det i et design som man ikke er i tvivl om er Japansk. Det er nok japans svar på vestens Citroen Berlingo som er min ultimative hade bil der. Jeg ville langt hellere kører i en Nissan Cube hvis det var muligt og her i Japan er den lidt en kutbil og bliver kørt af folk som går op i design. Bilen laves kun i højrestyrede udgaver, så den kan ikke fås  andre steder end hvor man kører i venstre side af vejen. 

Casio G-Shock

Japan er kendt for at lave nogle meget holdbare ure fra mærker som f.eks. Seiko, Citizen og Casio. Det er ure som man kan stole på og som holder utroligt godt. Urene fra de forskellige producenter findes i mange forskellige prisgrupper og har derved opnået en stor udbredelse verden over. 

Personligt har jeg aldrig haft et Japansk ur før nu, men tingene har ændret sig lidt på den her tur. Før har jeg samlet på specielle ure fra forskellige producenter som ikke er så kendte som f.eks. Chotovelli, Astroavia og Welder. Urmærker som har et anderledes udseende og og som stadig ligger i en prisklasse som er til at betale. Drømmen er da en dag, at få råd til et Panerai ur og det skal da nok også lykkedes på et tidspunkt, men inden da skal der prøves nogle forskellige andre ure af.

Her i Japan er det blevet endnu mere tydeligt hvordan man kan bruge et ur som en accessorie og jeg har især lagt mærke til hvor meget Casio´s G-Shock modellerne bliver brugt herover af menesker som går op i mode. Det hænger måske sammen med at mange kendte mennesker og især musikere er begyndt at gå med G-Shock ure og Casio gør også et stort arbejde ved at afholde forskellige events verden over for at promovere urene.

G-Shock urene er kendt for at de er utroligt slidstærke og bliver brugt inde for militæret og ekstreme sportsgrene. De er vandtætte ned til 200 meters dybde og har diverse funktioner indbygget i sig. Selve udformningen på urkassen er lavet så den beskytter glasset på urskiven bedst muligt og uret har derved fået et lidt sportsligt og futuristisk udseende. 

De seneste år har G-Shock urene også udviklet sig til at blive samleobjekter, da Casio har lavet forskellige limited udgaver af deres ure sammen med f.eks. designere og kunstnere. Mange af disse ure er kendetegnene ved en flittig brug af farver og forskellige overflader på urene. Grundelementet i uret er stadigvæk det samme på alle disse specialudgaver, men designet på urene gør at der er mange forskellige udtryksmidler i urene. Disse specialudgaver er utroligt svære at få fat i har jeg erfaret på denne tur og man skal være MEGET hurtig når der kommer en specialudgave. Det er især disse specialudgaver som har fanget min opmærksomhed og jeg har da også allerede investeret i et par ure som er lidt specielle. 

Et ur er et af de få smykker som mænd har, da det ikke er alle af os som gør med halskæder, armbånd eller ringe. For mig personligt kan jeg godt lide at lege lidt med hvordan ure kan se ud og finde nogle ure som folk ikke altid kender. Casio G-shock har i nogle af deres modeller en frigjorthed og lidt et "oprør" som jeg meget godt kan lide. Mange ure kan virke så "seriøse", men hver ting til sin tid vil jeg mene. Prisen på G-Shock urene gør også at man kan bruge dem mere som et styling element og hvis man kan få fat i nogle af special udgaverne, så kan man få noget som ikke særlig mange andre har og uret går hen og bliver eksklusivt. 

Herunder er vist de to ure som jeg har købt indtil nu og det første er mest et "show off" ur og det andet er et dykkerur i en limited edition udgave og er lidt mere afdæmpet i sit udseende og kan også bruges til pænt brug. 

G-Shock GA110B-1A2DR

G-Shock Frogman 25 Anniversary Limited Edition

Dior bygningen på Omotesando

En af mine ynglingsbygninger på gaden Omotesando er Dior´s bygning som er tegnet af de japanske arkitekter SANAA som lige har vundet årets Pritzker Prize for deres utrolig spændende Rolex Learning Center i Lausanne i Schweiz. 

Deres Dior bygning stod færdig i 2003 og den er stadig en af de smukkeste bygninger på Omotesando selvom der er kommet et par konkurrenter efter. Jeg syntes at Dior bygningen skiller sig ud ved fremstå stramt og meget enkelt i bybilledet. Den er ikke markant, men den har nogle virkelig flotte løsninger rundt omkring på bygningen. 

Det mest markante på den udvendige bygningskrop de hvide bånd som er med til at slører etageinddelingen inden i bygningen. Båndende virker lidt som nogle silkebånd. 

Indvendigt i bygningen er der ophængt nogle acryl-gardiner som giver illusionen af et stort stykke "stof" som hænger ned igennem hele bygningen. Brugen af acryl hænger nok sammen med den effekt som SANAA ville opnå med at få markeret den bølgende effekt som stof har, men ved et almindeligt stofgardin vil denne "bølgeeffekten" forsvinde i sollys. Acrylen giver en glans som er med til at markere "stoffet". Dette stykke "stof" gør også at man ikke kan se ind i bygningen andet end ved fire huller nede i gadeniveau hvor tre er udstillingsvinduer og et indgangen. Der er også et par andre huller som vist er små altaner. Lidt udsædvanligt at der ikke er vinduer længere oppe i bygningen, men det får bygningen til at fremstå lidt hemmelighedsfuld og eksklusiv.

Om aftenen skifter bygningen karakter som mange bygninger herover. De forskellige inddelinger som de hvide bånd i facaden markere lyser op med forskellig intensitet, men det ændre stadig ikke på at man ikke kan se ind i bygningen.

Jeg har kun været indenfor i bygningen en gang og husker den som meget lys og stilfuld i sin indretning. Der er brugt en masse elektrisk lys i etagerne i loft og vægge og der er også spejle og striberne udvendig på facaden bliver også repeteret indvendigt på forskellige måder. Dior er ikke lige til min pengepunk, så det blev til en hurtig tur rundt i mandeafdelingen som ligger i kælderen. Måske smutter jeg snart derind igen for at se det ordentligt. 

Jeg har ladet mig fortælle at der ikke er spejle i prøverummende, men at der derimod skærme og kameraer som fotografere en så man kan se sig selv bagefter hele vejen rundt hvordan man ser ud i det tøj som man prøver. Rimelig blæret, men det forventer man næsten også med den pris Dior tager for deres ting.

Det er virkelig en bygning som skal ses og der er rigtig mange detaljer som man kan stå og beundre. Der er ihvertfald ikke blevet sparet på noget nogen steder i den bygning. 

Sådan fremstår Dior bygningen i dagstimerne

Her kan man se de to altaner.

Tre af de fire huller i facaden ses på denne side af gaden.

Her ses acrylgardinerne tydeligt.

Om aftenen får bygningen et andet udseende.