onsdag den 4. august 2010

En typisk hverdag her i Fukuoka

En typisk dag her i Fukuoka starter kl. 7.30, hvor der er morgenmad hos min værtsfamilie. Jeg spiser for det meste alene og jeg får altid miso-suppe og en eller anden form for ret med ris til. Det kan være alle mulige former for fisk og svampe i forskellige afskygninger. Det er noget som man lige skal vende sig til at få så tidligt om morgnen og jeg har ikke omstillet mig til det endnu. 

Efter morgenmaden har jeg lidt tid til at slappe lidt af inden jeg ved 9 tiden begiver mig ind imod skolen. Jeg skal først finde igennem en mindre labyrint for at finde ud af det boligområde hvor jeg bor og samtidig lide med varmen som bare altid er her. I dag har der været 35 grader og med luftfugtigheden bliver det til 40 grader!!!  
Når jeg er nået ned i metroen, hvor der heldigvis er lidt koldt, skal jeg med toget som tager omkring 20 minutter om at komme ind til centrum af Fukuoka. Der skal jeg igennem en meget lang underjordisk arkade hvor der ligger en masse små butikker der sælger alt muligt forskelligt. Fra denne arkade er der en masse opgange som fører op til gadeplan eller ind i store indkøbscentre. Det tager cirka 10 minutter at gå igennem denne arkade før jeg når frem til den opgang som går op til den gade som fører hen til min sprogskolen.

På gaden gælder det om at søge ly for solen og stå og vente i skyggen før man eventuelt skal over en fodgængerovergang. Når jeg når frem til skolen møder jeg for det meste nogle af eleverne og vi sidder og snakker om alt muligt forskelligt, indtil jeg skal til at have mine ene-timer. Den ene-time har jeg sammen med en vældig sød/smuk japansk lærerinde som er meget tålmodig med mig og jeg har omkring en 30 minutter i hende selskab. Efter mine ene-timer har jeg en længere pause hvor jeg kan nå at få set lidt på lidt lektier inden der skal findes et sted at spise frokost. I dag prøve vi danskere at finde byens bedste ramen spisested. Ramen er en meget kendt japansk ret som hovedsageligt består af en suppe med nudler, grønsager og lidt kød i. Der kan også være andre ingredienser i, men kvaliteten kan svinge meget, men det bedste sted i Fukuoka havde desværre ikke plads til os idag. Så vi endte ret uopfindsomt med en Sub-Way sandwish som blev lavet på den mest effektive måde jeg nogensiden havde set. Der var ikke en eller anden doven dansk teenager som stod og kastede den sammen. Det var fire yderst effektive unge japanere som fik sat den sammen på omkring to minutter og den smagte frisk og godt. 

Efter frokost står den på fire timers intensiv gruppeundervisning som virkelig trækker tænder ud, men min lærer er heldigvis til at charme lidt på, da jeg indrømmet ikke er den mest skarpe kniv i skuffen på det begynderhold. Hvem siger også at undervisning skal være kedeligt ;-) Det går dog fremad og jeg begynder så småt at forstå lidt af hvad der bliver sagt og skrevet. 

Når skolen er slut går jeg for det meste ud og prøver at opdage lidt nye steder i byen, da der er mange spændende områder her i Fukuoka. Idag har jeg bla. været i Muji og købe nye sager til skolen. Fuldstændig ligesom da man skulle i folkeskolen eller i gymnasiet. Herefter tager jeg for det meste metroen hjem og får måske handlet lidt drikkevarer ind til de næste par dage. Drikkevarer er noget af det mest fantastiske herover, da der næsten står en sodavandsmaskine på ethvert gadehjørne. Jeg vil lave et blog-indlæg omkring det fænomen på et tidspunkt. 

Når jeg når hjem skal jeg for det meste i bad, da man er fuldstændig gennemblødt pga. varmen. Man går for det meste i bad om aftenen i Japan modsat os i vesten som gør det om morgenen. Herover giver det faktisk mening fordi der er så varmt. 

Min aftensmad bliver så serveret omkring 19 tiden eller derefter og det er igen meget forskelligt hvad jeg får der. Lidt suppe, ris og noget kød af en slags er der for det meste og så får jeg iste til. Herefter står den på lektielæsning, samtaler med folk i Danmark og lidt blogskriveri. Og så skal jeg i seng.......

1 kommentarer:

Anonymous TorbsDK sagde ...

Er det virkelig nødvendigt med fire japanere for at lave en sandwich?! Man skulle tro, at de kunne komme på en eller anden high tech måde, som er mere effektiv :)

4. august 2010 kl. 15.23  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start