fredag den 4. juni 2010

Hvad er meningen med det hele?

Velkommen til min nye blog som er en blanding af både mine designs og nyheder som jeg finder interessante indenfor mit faglige område og mine andre interesser.
Dette skal være med til at give et bedre indblik i hvordan jeg arbejder og gør at jeg er mere impulsiv og hurtigere med at vise mine ting frem og lufte eventuelle holdninger. 
Min professionelle baggrund er at jeg i flere år har arbejdet i inventaradelingen hos det danske arkitektfirma 3XN i Århus. Der har jeg fået en stor erfarring med at løse opgaver i både ind og udland indenfor mit område. 
Hos 3XN arbejdede jeg også med bygningsarkitektur for at opnå en større sammenhæng og forståelse imellem arkitektur, indretning og brugen af inventar i forskellige byggerier. 
Denne måde at arbejde på ligger godt i tråd med min uddannelse fra Arkitektskolen i Århus, hvor jeg gik på afdelingen for Møbel og Rumkunst. Denne afdeling arbejdede netop med at forfølge sammenhængen helt ned i detaljen, så derfor arbejder jeg altid udfra den tilgang, at de ting jeg udarbejder, skal passe ind i en større sammenhæng og løse en relevant problemstilling. 
Idag er mine arbejdsforhold anderledes end da jeg arbejde i et stort arkitektfirma og jeg er for øjeblikket igang med at afslutte en større opgave for køkkenfirmaet Multiform. Hos Multiform har jeg været med til bruge mine erfaringer til at indarbejde et nyt koncept for firmaet, som meget snart bliver synligt i deres produkter og den måde firmaet fremstår på.
Som tidligere nævnt, så vil denne blog også give et andet indblik i hvad jeg ellers går og laver og den vil primært komme til at skildre mit forestående ophold i Japan på tre måneder. 
På dette ophold skal jeg bl.a. først lære sproget bedre at kende, for at få en større mulighed for at forstå den japanske kultur bedre og derved også kunne opnå større indsigt i de udvalgte områder. Dette er altafgørende for at få så meget som muligt ud af de muligheder som landet Japan har at tilbyde.
Anden del af min tur vil primært tage udgangspunkt i storbyen Tokyo hvor jeg vil analyserer moderne arkitektur og design og interviewe forskellige interessante personligheder som kan være med til at give mig yderligere indsigt i hvorfor nogle af os fascineres så meget af japansk kultur, arkitektur og design.
Der vil dog også blive plads til lidt mere skæve iagttagelser som også kan være med til at give nogle ekstra nuancer til hvad Japan ellers har at byde på. Dette kan godt gå hen at blive lidt morsomt!
Materialet vil være let tilgængeligt og være understøttet af både billeder og tekst og alt dette skulle meget gerne kunne følges her på min blog og det samlede materiale kan måske ende ud i en form for pocketbook eller lignende.
Med venlig hilsen
Jens Martin Højrup
Arkitekt MAA

2 kommentarer:

Anonymous TorbsDK sagde ...

God fornøjelse med din nye blog. Jeg glæder mig til at følge dine oplevelser i Solens rige

7. juni 2010 kl. 10.41  
Anonymous Thomas DK sagde ...

Ditto on that!

5. august 2010 kl. 14.01  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start